Tips & tricks

Tekstforfatterens gode råd og erfaring –
… sådan får du ordene til at virke


Her er vores tekstforfatters gode råd og tips, der gør det nemmere at skrive en tekst i et let og ubesværet sprog.

1. De første ord bestemmer resten af teksten
Det er de første 5-10 ord i din tekst, der skaber rytmen og stilen. Halter din tekst fra starten, kommer resten af teksten også til at halte. “I henhold til behagelig telefonsamtale fremsender jeg hermed…” Ja, så ved man, hvordan resten af brevet ser ud.

2. De eller du…?
Det er lettere at skrive en frisk og veloplagt tekst, hvis man er dus med sin læser. Vil du skrive i en frisk tone til en person, du er Des med, så skriv i du-form, og ret til sidst til De.

3. Skift mellem korte og lange sætninger
En tekst, der veksler mellem korte og lange sætninger, skaber liv og holder læseren til ilden. Kort og slagkraftigt. Og indimellem kommer der så en lidt længere sætning, der skaber ro og eftertænksomhed.

4. Lov noget i din tekst
Snakker vi fx salgsbreve, skal der lynhurtigt komme et løfte. Fortæl, hvad læseren opnår ved at læse videre. Og få til slut den potentielle kunde til at handle. Ring! Køb! Bestil nu!
Brochurer, annoncer og internettekster skrives i runde tal på samme måde.

5. Overskrifter med indhold
Skab interesse og et hurtigt overblik på din tekst med en god overskrift, en god og kort indledning og mange og gode mellem-overskrifter. På den måde sikrer du dig, at læseren skimmer budskabet – og sikkert også læser teksten.

6. Skriv talesprog
Skriv enkelt – gerne en slags tilpasset talesprog – det er
nemmere at forstå end et snirklet og omstændeligt skriftsprog.

7. Fortæl om dit tilbud
Kom til sagen, og fortæl, hvad den eventuelle køber skal gøre. Skriv kort og præcist om fordelene ved at udnytte dit tilbud.

8. Få læseren til at handle
Gør det nemt at reagere på tilbuddet. Via e-mail, website, mobiltelefon, telefonsvarer. Men lad være at oversælge – det vækker modvilje.

9. Skriv langt, hvis det er nødvendigt
Brug den nødvendige tekstmængde. Nogle gange skal der en del overtalelse til, før man kan få kunden til at forstå budskabet og handle. Et brev må gerne fylde over en side – hvis tilbuddet er godt, og teksten spiller en god melodi.

10. Ring, hvis du ikke kan skrive!
40 54 67 80 ;o)